Vores udstilling ”Et hav af Plastic” besøgte tirsdag 18. okt. Brønderslev i forbindelse med bæredygtighedsfestivalen. Her satte vi fokus på miljøproblemerne med plastic, når det ender det forkerte sted - i havet og andre steder i naturen.
Børn og voksne fik mulighed for at undersøge torske- og sildemaver og ved hjælp af mikroskoper ”lykkedes” det desværre at finde et stykke mikro-plast i en enkelt sildemave. Dette betyder dog ikke at vi skal undgå at spise fisk. Ifølge en undersøgelse foretaget af DTU-Aqua er plastic et relativt hyppigt fund i fiskemaver. Ud af 400 undersøgte torske- og sildemaver blev der fundet mikroplast i 23 % af disse. Det er selvfølgelig bekymrende fund, men det er vigtigt at understrege at mikroplasten er fundet i fiskenes maver, og dermed ikke i den del af fisken, som vi normalt spiser(Kilde: Se link)
Et klart budskab skal derfor være – vi bør som samfund overveje vores fremtidige forbrug og håndtering af plastic, men vi kan roligt blive ved med at spise masser af fisk, det er både sundt og næringsrigt.
Kilde: http://www.aqua.dtu.dk/Nyheder/Nyhed?id=1653fa03-9204-4ca7-9566-36c681feb6c7