Offentliggjort den 7. december 2010
Ny formidlingsstrategi hos AVV: Oplevelser med affald
Hos AVV har vi valgt at skille os ud fra mængden for at bryde med opfattelsen af, at affald bare er noget, der skal smides væk.
Oplevelser med affald
I juni måned startede vi en ny strategi inden for formidling. Med sloganet ”Oplevelser med affald” blev noget af den traditionelle formidling flyttet til internettjenester som YouTube, Twitter, Wordpress og Facebook, det man med en samlebetegnelse kalder sociale medier.
Samtidig blev fysiske tiltag iværksat, hvor to af de mest bemærkelsesværdige har været en affaldsscene og et kæmpe projekt indenfor social ansvarlighed – et samarbejde mellem politi, SSP og unge graffitimalere rundede ud i et 90 kvm graffitiværk over temaet genbrug.
Prikken over i’et blev tilføjet, da graffitimalerne i august ved åbningen af genbrugspladsen tilføjede ”Oplevelser med affald” på den 90 kvm store betonmur – vel at mærke med politiet til stede. Det var første gang, de prøvede at male lige foran ordensmagten med fuld opbakning.
Men hvorfor al det postyr omkring affald?
Vi er som affaldsselskab forpligtet til at sørge for, at affaldet fra borgere og virksomheder håndteres korrekt. Det gøres både via vores affaldsordninger og -behandling, men også via formidling om miljø og affaldssortering, så borgere og virksomheder er ordentligt klædt på til fremtiden. En del af denne formidling har vi valgt at flytte til de sociale medier, som skaber mulighed for bedre dialog og dokumentation af de forbrugeraftener, rundvisninger og oplevelser, folk rent faktisk har været en del af. De sociale medier skaber også et mere autentisk præg, der hjælper, når man vil ind bag facaden i en kompliceret affaldsverden. Vi kan ikke bare forvente, at folk selv tager ansvar - vi skal også præsentere en ramme, der indbyder til engagement.
Indretningsarkitekten Gitte Lacarriere
For nyligt er de sociale medier blevet brugt til en kampagne om genbrugsjul, hvor folk får gode råd til affaldsminimering i julemåneden, og seneste skud på stammen er et samarbejde med indretningsarkitekten Gitte Lacarriere, der har optrådt i både Femina og Alt for damerne. I september måned afholdtes først én, så to forbrugeraftener med møbeldesigneren, der var så populære, at AVV nu har indgået en aftale om, at Gitte Lacarriere på vores blog giver gode råd om re-design af gamle møbler, og hvordan man via genbrug kan skabe et varmt hjem med humor og bæredygtighed.
Kort om AVV og de sociale medier
- Vi behandler hvert år affald for 105.000 borgere, 6.000 virksomheder og 50.000 sommergæster
- Vi oprettede os som det første affaldsselskab på Facebook i maj 2010, og har nu knap 1000 venner fordelt på tre sider: ”AVV - Oplevelser med affald”, ”AVV – Genbrugsbutikken” og ”Tag en værdig afsked med dit kæledyr”
- AVV’s affaldsformidler har en åben profil, hvor folk kan følge med i en hverdag med affald. Det har knap 1400 valgt at gøre
- AVV’s næste skridt er en hjemmeside dedikeret til smartphones i starten af 2011, hvor man bl.a. via GPS kan finde alt fra den nærmeste papirboble til genbrugsplads
